Kontakt mig hvis du har spørgsmål
Menu
Handlinger i stedet for frygt
“Jeg blev hjerteopereret sidste år. På papiret skulle jeg være frisk og kunne alt jeg plejede. Men jeg var frygtelig træt, trist, og begyndte at trække mig fra de aktiviteter jeg normalt holdt af. Jeg sov dårligt, og var bange for at færdes på steder, hvor jeg var alene. Jeg måtte melde mig syg flere gange, fordi jeg var helt ødelagt af tanker og bekymringer.
Gennem samtalerne med sygeplejersken fik jeg sat ord på mine tanker efter hjerteoperationen: At jeg var bange for at få hjertestop et sted, hvor ingen kunne hjælpe mig. At jeg følte mig alene med mine tanker og min sygdom, for alle sagde jo at nu var jeg rask.
Jeg føler at jeg gennem samtalerne har fået redskaber og viden til at håndtere min nye livssituation. Jeg fik støtte til at tale med min arbejdsplads om hvordan jeg havde det, og mødte stor forståelse og støtte både fra kolleger og min leder. Sygeplejersken fik øje på nogle bivirkninger til min medicin, som jeg fik talt med min læge om, og jeg har nu fået et andet præparat, uden bivirkninger
Jeg har meldt mig ind i Hjerteforeningen, og hvis jeg har en dårlig dag, hvor trætheden er overvældende, så taler jeg med min leder om, at jeg lige har brug for en rolig arbejdsdag.”
Hanne, kontorassistent, 56 år. Hannes historie er anonymiseret
Strategier der virker
“Jeg har for nylig fået konstateret diabetes type 1½, hvilket betyder, at jeg har en insulinpumpe og blodsukkerapparat med mig på arbejdet. Det var et stort chok for mig at få en kronisk sygdom, da min hverdag pludselig forandrede sig.
Mange af mine kolleger kiggede op fra deres computerskærme, når mit blodsukkerapparat bippede. Mit apparat sidder på maven og når jeg skulle tjekke apparatet, kunne jeg godt ligne en, der sad og sms´ede. Jeg var bekymret for, hvad de mon tænkte om mig som nyansat, og sagde ikke noget til dem.
Efter fire samtaler med sygeplejersken, har jeg fået talt med mine kolleger om min diabetes og hvad der bipper. Jeg oplever stor anerkendelse fra mine kolleger. Jeg har også fået en god dialog med diabetesambulatoriet og jeg er nu tilmeldt diabetesskole. Jeg tror på, at jeg kan få en normal hverdag med diabetes.”
Jens, IT-konsulent, 28 år. Jens historie er anonymiseret.
Øjenåbner og håb
“Jeg har diabetes og jeg begyndte at tale med, Betina, fordi jeg gerne ville spise sundere i hverdagen.
Sygeplejersken stillede spørgsmål til hvordan jeg trivedes og hvordan jeg håndterede min sygdom. Det gik op for mig, at jeg ikke havde sovet mere end få timer om natten de sidste mange år. Det strejfede mig slet ikke at det var noget jeg skulle tale med min læge om.
Jeg havde desværre også fået en tendens til at melde afbud til venner og familie, fordi jeg ikke havde overskud og ofte følte mig meget træt.
Efter en række samtaler med sygeplejersken har jeg nu været hos min læge og jeg er udredt for søvnapnø. Det viste sig, at jeg har svær søvnapnø og jeg har derfor fået en søvnapnømaskine, der hjælper mig til en bedre søvn. Jeg har nu fået overskud i hverdagen til en sundere kost, flere besøg hos venner og familie samt mere overskud på jobbet.”
Bjarne, teamleder, 53 år. Bjarnes historie er anonymiseret.
Mod på nye opgaver
“Jeg har en sjælden sygdom, der gør, at jeg kan få nogle ret slemme krampeanfald. Det har betydet, at jeg har været indlagt mange gange, og for hver gang blev jeg mere og mere bange for at blive indlagt. Jeg følte ikke at der var nogen, der tog sig af mig, de tog sig kun af min sygdom. Jeg havde på det tidspunkt følelsen af at have givet op på at få hjælp.
De mange indlæggelser og uforudsigeligheden påvirkede mit arbejdsliv og min fritid, så jeg udviklede en form for angst og stress-tilstand, der gjorde, at jeg måtte sygemelde mig. Jeg blev derfor henvist til psykolog, men samtalerne havde ikke rigtig nogen effekt.
I mine samtaler med sygeplejersken, fik vi talt om hvordan jeg kunne adskille de fysiske og psykiske symptomer fra hinanden. Jeg fik mod til igen at tage kontakt til speciallægerne på sygehuset, for at få mere viden om min sygdom og indflydelse på min behandling. Nu er der ro i min sygdom, og jeg har ikke været indlagt siden. Jeg er i stand til at håndtere den angst, der af og til kan dukke op. Jeg er faktisk begyndt at udfordre mig selv på jobbet, og påtager mig nye opgaver.”
Lene, produktionsassistent, 42 år. Lenes historie er anonymiseret.